Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret på kommende arrangementer, særtilbud og varer i butikken.
Esrum Naturlegeplads lægger op til leg og bevægelse for børn og voksne i alle aldre!
Naturlegepladsens elementer har alle rod i middelalderen og den tids landsbyer. Flere elementer er således direkte inspireret af redskaber og bygninger fra perioden. Her kan man gå på opdagelse i et middelalderligt børneunivers. Man kan med andre ord leve sig ind i, hvordan børn fra forskellige samfundsklasser levede i middelalderen.
På det store fæstningsanlæg – Stormandsgården – med voldgrav og svævebane kan man lege søn eller datter af adelige riddere. Man kan også gå til angreb mod fæstningen ved en gynge, der forestiller en blide. På markedspladsen kan man lege håndværkerlærling og bage brød i teglovnen eller kravle rundt i de gamle sildetønder. Ved bondens hus kan man klatre på grise og lege i et kæmpe brevdueslag – ligesom børn af bondeslægt ville gøre det.
Når benene trænger til pause efter lang tids kamp med crossfitbanen, kan man slå sig ned i spisehuset med en madpakke eller benytte bålpladsen til at lave snobrød eller andet bålmad, som man har med hjemmefra.
Der er gratis adgang til naturlegepladsen, og den har åbent døgnet rundt.