Planter
AGERMÅNE, agermønje, agermonie, Agrimonia eupatoria. Hjemmehørende i Danmark. Brugen af agermåne som lægeurt går formodentlig tilbage til vikingetiden, da man har fundet dens frugter i Osebergskibet. Henrik Harpestreng: Agermåne er en god og nyttig urt. Hvis den bliver kogt med eddike og drukket varm om morgenen, borttager den alle blegner inde i legemet. Hvis den bliver kogt med vand og hovedet derefter bliver vasket om morgenen, uddriver den al skab og urenhed. Kogt med vand og drukket mildner og letter den brystets smerte. Henrik Smid: Kogt i vin helbreder den tarmvrid og leversygdom. Den grønne urt hjælper til at få et lem der er gået af led til at komme på plads igen.
ALANT, lægealant, ellensurt, holdsurt, Inula helenium. Indført i Danmark i 1200-tallet af munkene, fra hvis klosterhaver den har spredt sig til bøndernes haver. Simon Paulli: Det er gavnligt at vide, at denne St. Ellene rod er ikke alene tjenlig og sund for maven, men endog treffelig god for brystet, og det efter ordsproget: Sankt Ellene Rod er for brystet god. Den kaldes derfor også på vores danske mål holdsurt, fordi den for hold som er udi brystet tjenlig og nyttig er. Derfor bliver den også bekvemmeligen og med god succes dennem commenderet som ere trangbrystige og stakåndede.
AMBRA, amber, abrod, beweritze, lugteurt, Artemisia abrotanum. Indført i Danmark i 1200-tallet af munkene. Fra klosterhaverne er den kommet ud i bøndernes haver, hvor den blev dyrket til brug som "lugteurt". I de katolske kirker brændes ambra som røgelse. Henrik Harpestreng: Ambra er en ædel, vellugtende urt. Hvis den bliver kogt tre gange med vin og drukket varm om morgenen, uddriver den urene væsker. Den afhjælper smerter i bryst, lår og lænd. Den gammeldanske lægebog: For hovedværk skal man tage abrud og malurt og koge i stærk eddike og væde hovedet med det morgen og aften. Simon Paulli: Hendes frø plejer man at give børn ind, som af orme i livet haver ondt. Ellers frem for andre brug som denne urt haver, holdes den for at have den kraft, at de som deres lugtelse have mist, kan den ved hendes virkning igen bekomme. Derfor gøre de ret og have deres sag udi god agt, som af denne urt gøre sig urtekoste og holde dennem ofte til næsen og lugte til dennem.
APOTEKERROSE, eddikerose, fransk rose, provinsrose, Rosa gallica, Rosa officinalis. Apotekerrosen er oprindeligt hjemmehørende i Persien. Den blev bragt til Europa af romerne og til Danmark af munkene, der dyrkede den både som pryd- og lægeplante, jfr. navnet. Rosen-hyben er rige på c-vitamin, og blade og blomster indeholder garvestoffer, der også kan have en medicinsk virkning. Rosen blev symbol for kvinden og kærligheden og i særlig grad for jomfru Maria, jfr. ordet rosenkrans om den perlekæde der blev brugt til Maria-bønner. Henrik Harpestreng: Rose er en ædel og nyttig blomst og har en behagelig lugt. Den har de dyder, at dens olie smurt om svage og opsvulmede øjne uddriver stingene, og hvis en klud bliver vædet i den og bundet om hovedet fjerner den al smerte og bringer god søvn.
BALDRIAN, velandsdurt, venderod, øjenrod, katterod, lægebaldrian, valeriane, Valeriana officinalis. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Henrik Smid: Om hun sydes i vin eller vand, stiller hun sidernes og ryggens pine og fremlokker kvindernes månedlige tid. Somme koger valerianerod med fennikel, anis og skærsøde for hoste og til afhjælpning af en stakket og trang ånde. Simon Paulli: Vi rekommanderer i almindelighed det pulver, som af denne gemene baldrians rødder beredes, imod synets svagheder, idet man hveranden dag drikker henved et halvt kvintin deraf.
BALSAM, dansk balsamurt, balsamrejnfan, slet salvie, slet mynte, Tanacetum balsamita. Indført i Danmark ca. 1450. Henrik Smid: Roden stødt til pulver og drukket med vin fordriver ikke alene gift og edder, men stiller også bugløb og mavepine. Simon Paulli: Balsam-bakkelse skal rekommanderes for dem som er tilbøjelige til at få vattersot. Dersom den bliver pulveriseret sammen med rejnfanfrø og sammen med brændt hjortetak i mjød og bliver indgivet børn som har ondt i maven af børneorm, da hjælper det dem.
BETONIE, lægebetonie, brun betonie, betonike, jordhumle, Stachys officinalis. Indført i Danmark sidst i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Hun gør at pisse og fjerner sten i blæren. Blandet med vin og honning dur betonie mod vattersot. Hvis den bliver kogt med god vin og drukket om morgenen, udtørrer og uddriver den ethvert feberanfald. Simon Paulli: Denne urt kan så meget udrette, at den endog tjener til syv og fyrre sygdomme at kurere. Den synes tilmed at have så stor lægende kraft, at den endog drager løse ben ud.
BUKSBOM, Buxus sempervirens suffruticosa. Buksbomplanterne i klosterhaven danner rammer om bedene, men planten har også været brugt medicinsk. Simon Paulli: Det største tandværk, som overgår al anden smerte, stiller buksbomolie udi et øjeblik, dersom man tager en tandstanger og dypper derudi og stikker den ind til tandrødderne. - Den autor, som har gjort den bog som kaldes Hortus Sanitas, det er Sundheds Have, anbefaler, at de som vil være kyske skal bære buksbomtræ hos sig. Thi da skulle man ingen utilbørlig ukyskheds brynde fornemme, siger han.
BULMEURT, bulme, hønsebane, sobønne, galurt, Hyoscyamus niger. Indført i Danmark i 700-tallet. Frøene af bulmeurt kan bevare spireevnen i århundreder, og planten ses derfor ofte som reliktplante ved klostrene. Den er ofte fundet ved Esrum Kloster. Planten har tidligere haft en udstrakt anvendelse til fremstilling af smertestillende midler og til trylle- og elskovsdrikke. Desuden har den kunnet bruges til giftmord. Et udtræk af planten indgik i den heksesalve, som heksene smurte sig med inden turen til Bloksbjerg. Når bulmeurtens giftstof blev optaget gennem slimhinderne, fremkaldte det deliristiske hallucinationer. Bulmeurt er meget giftig. Den bruges i dag til fremstilling af beroligende midler mod sindslidelser. Henrik Harpestreng: Saften dræber orm i øre og hule tænder, særlig når man har holdt lidt eddike i munden. Knuste bulmeurtfrø helbreder betændte brystvorter og koddesten (testikler), når frømassen lægges derpå. Henrik Smid: Blomster og frø kan hjælpe en til at sove, men for mange af dem gør en vild og gal.
CIKORIE, vejvarde, jernurt, blåbynke, blåbønne, almindelig cikorie, Cichorium intybus. Indført i Danmark ca. år 1000. Henrik Smid: En håndfuld af cikorie, kogt i vand og drukket uddriver galden og den hvide slim ved stolgang (afføring). Urterne og rødderne kogt i vand og drukket straks åbner leveren og milten som foregribende middel mod vattersot. Simon Paulli: Apotekerne plejer blomsterne af denne urt med sukker at indsylte, hvilke dersom de bliver dennem indgivet som af en hidsig feber haver ondt, slukker de tørsten, dæmper og tempererer heden og gør at maven, som er ilde tilpas, bekommer appetit.
DOROTHEALILJE, februarlilje, blidelslilje, snelilje, hvid snelilje, hvid tidløs, vår-hvidblomme, Leucojum vernum. Muligvis indført i Danmark kort efter 1416, da Maribo Kloster blev grundlagt af birgittinernonner fra Vadstena, hvor dorothealilje står i mængde. Henrik Smid: Rødderne (løgene) såvel som bladene lægges i knust tilstand på barselkvindernes hovne bryster.
ERANTIS, munke, gul munke, vinter-nyserod, vinterblomme, Eranthis hiemalis. Indført i Danmark ca. 1500. Planten er giftig. Chr. Pedersen: Den som har en svag milt, han må tage et pund af gule liljerødder og støde dem små med skarp eddike og lade hende stå deri to eller tre dage og koge det siden ind til halvdelen og derefter si det gennem et klæde og blande med fire eller seks lod honning. Det indtages nu om morgenen på fastende hjerte, sålænge sygdommen varer. Det hjælper meget for den syge milt. Simon Paulli: Denne vintermunke med gule blomster bliver ej årligen på apoteket indført, thi den holdes for at føre langt mere skade med sig end nytte. Men for sit dejlige blomsters skyld og fordi at den så tidlig kommer frem bliver den meget elsket og dyrket af dennem som til urtehaver haver lyst.
FARVEVAJD, vajd, vede, glasurt, Isatis tinctoria. Indført i Vestdanmark ca. år 0, vokser spontant på Bornholm. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster Planten brugtes til fremstilling af farven indigoblåt, der bl. a brugtes til farvning af garn.
FINGERBØL, fingerborg, fingerhat, fingerurt, engelsk munke, rævebjælle, Digitalis purpurea. Muligvis indført i Danmark i middelalderen. Den findes som klostertomtplante, men er først konkret dateret i 1647. Planten er meget giftig. Den bruges i dag til fremstilling af hjertemedicin. Simon Paulli: Her i Danmark såvel som også flere andre lande her udi Europa bliver denne urt plantet og sået udi haver ej for anden årsags skyld, end fordi den haver et dejligt blomster, thi ellers er den ikkun foragtet. Dog vidner en autor, at fingerurt kommen udi æggekager, der er bagede i pander, haver gjort og forårsaget store og farlige symptomata, idet den har en sådan kraft, at den let får en til at kaste op.
GALDEBÆR, hundebær, hunderoe, djævleroe, valsk roe, vild reve, vild vintræ, Bryonia alba. Muligvis indført i Danmark før 1400. Planten er giftig. Simon Paulli: De som skrive om urter og deres natur og egenskab lærer, at denne urts rødder er varme og tørre og at de med deres varme overgå den anden grad og med deres tørhed når og er udi den tredje grad. For disse denne urts åbenbare qualiteters skyld haver den også den virkning og kraft, at den åbner og renser.
GALNEBÆR, galbær, gallebær, giftdvalebær, troldkirsebær, heksebær, morderbær, natskade, Atropa belladonna. Indført i Danmark. ca. 1500. Planten er meget giftig. Giften er beslægtet med bulmeurtens, og virkningen er nogenlunde ens, jf. ordet gal- i navnene for begge planter. Plantens slægtenavn Atropa er navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over. Chr. Pedersen: Den som fornemmer at hans lever brænder hed, han skal tage natskade og støde den i smådele og blande dem med bomolje (olivenolie) og gøre plaster deraf og lægge det mod leveren. Henrik Smid: Blandt mange andre urter er næppe en som stiller pine og læsker hede mere end natskade gør.
HASSELURT, bondenardus, tveblad, Asarum europaeum. Indført i Danmark før 1300. Planten er giftig. Henrik Smid: Roden kogt i vin med honning løsner al lungens slim og fordriver hoste, stakåndethed, gulsot og vattersot, thi hun åbner leveren, lungerne og milten, renser blæren, nyrerne og livmoderen, fremlokker kvindernes tid. Simon Paulli: Hasselurts rødder henføres til de urters tal som varmer og tørrer udi tredje grad. De tjene ganske vel til miltens, leverens, mavens og nyrenes forstoppelse at åbne, af hvilke ellers mange slags koldesyger have deres udspring. De uddrive alle slags onde, sejge og slimagtige væsker.
HESTEHOV, pestilensurt, tordenskræppe, skræppe, borgskræppe, Niels Bugges blod, rød hestehov, Petasites hybridus. Indført i Danmark ca. 1350. Klosterhavens hestehov er efterkommere af planter der er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Planten er giftig. Henrik Smid: De urter som vi intet agter og for skarn holder, er ofte i lægedommen de bedste, som for eksempel disse skræpper; de er gode både indvortes og udvortes. Frøet til pulver stødt indtages undertiden mod sten. De grønne blade er om sommeren gode for gamle sår, for brækkede ben og lemmer, der er gået af led. Simon Paulli: Pestilensurt haver en synderlig og forborgen kraft til at imodstå pestilentes smitsomhed, og på somme apoteker bliver ved den kemiske kunst gjort en essens af denne rod, som i små mængder er god til at helbrede pest med, hvis man indtager den med hjortetakvand og sveder godt derpå. Pestilensurtens rod er udi sig selv ganske god og sund at bide på fastendes om morgenen, at man ikke når man går ud enten ved en andens åndedræt skal forgives, eller også af ond luft overrraskes og overiles.
HJERTESPAND, hjertespænd, sejurt, galdring, løvehale, cardiaca, Leonurus cardiaca. Indført i Danmark i 1200-tallet. Navnet sigter til plantens anvendelse mod smerter i hjerteregionen. Simon Paulli: Denne urt er efter hendes navn frem for andre urter tjenlig mod hjertens sygdomme og tilfald, og hendes blade tørrede og til pulver stødte i vin hjælper især de kvinder der er i svær barnsnød. Men også mod kolik og lignende sygdomme er dette lægemiddel i forbindelse med smeltet smør til stor hjælp.
HJERTENSFRYD, citronmelisse, melisse, honningurt, Melissa officinalis. Indført i Danmark i 1400-tallet. Chr. Pedersens lægebog: Har nogen så ondt i hjertet at han ikke kan sove, da skal han spise hjertensfryd om morgenen på fastende hjerte og bruge den altid i sin mad. Simon Paulli: Hjertensfryd driver kvindens tider, om de ere sene og tøve over tiden. Ja, der findes nogle, som fremlokke tiderne, idet de tage den grønne og friske hjertensfryd og stopper i deres sokker og strømper eller blot i deres tøfler og sko. Men sikkert er det, at kvinder både på landet, i landsbyerne og købstæderne holde så meget af hjertensfryd-vand, så at det holdes af dem for en almindelig lægedom, hvilken de i alle tilfald kan bruge.
HJULKRONE, boras, borasie, agurkeurt, Borago officinalis. Ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Sandsynligvis indført af munkene som lægeplante. Henrik Harpestreng: Hun hjælper dem der hjerteværk haver. Lægger man hende i vin og drikker den, gør hun en glad. Kogt med honning og sukker og således drukket, da hjælper det bryst og lunge og strube fra det som skadeligt er. Simon Paulli: Nogle samler blomsterne af Boras og kommer dem udi salat, hvilke ikke aleneste med deres liflige farve giver salaten en smuk zirat, men er endog meget sunde.
HVIDLØG, Allium sativum. Oprindeligt hjemmehørende i Centralasien. Kendes i Danmark fra vikingetiden, hvor den dyrkedes i særlige løggårde og brugtes på rejser som forebyggende middel mod skørbug. Henrik Harpestreng: Hvidløg er vådt og varmt og har den dyd, at hvis et menneske spiser det om morgenen, renser det brystet og uddriver flegma og tørrer onde væsker og giver lyst til at spise. Simon Paulli: Hvidløg er i pestens tid overmåde god, især den pest der er der om vinteren.Med hvidløg mådeligen brugt præserverer og forbevarer man sig mod samme sygdom.
HUMLE, havehumle, skovhumle, Humulus lupulus. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Humlens hunblomster, humlekopperne, anvendtes og anvendes stadig som krydderi og konserveringsmiddel ved ølbrygning. Humle er meget almindelig i Esrum Klosters omegn, sandsynligvis forvildet fra klostrets humlehaver. Henrik Harpestreng: Humle renser milt og lever og afhjælper sygdomme i dem. Gives humle til en patient som drik iblandet honning og vand, da mindsker det smerterne i lysken og lårene. Simon Paulli: Humle er særlig god til at stille smerter i alle lemmer; og når et lem er gået af led, da smører man først lemmet ind i harsk smør, derefter lægger man den varme humle direkte fra bryggerkedlen på det syge sted.
HUNDETUNGE, stor hundetunge, hundeurt, uldborre, Cynoglossum officinale. Indført i Danmark ca. 1400. Den gammeldanske Lægebog: Imod djævelens pile lægges den urt, der hedder hundetunge; tag også den urt, der hedder salat og tør den og læg den på såret lige til det er helet. Henrik Smid: Hundetunges rod overdragen med dej bages og steges. Når hun vel stegt er, skal dejgen afplukkes og den stegte rod stinges bag ind i livet, da borttager hun de spænde-bylder, der vokse i bagtarmen.
HUSLØG, taghusløg, tagløg, semperviv, tordenskæg, sankthansløg, Sempervivum tectorum. Indført i Danmark før 1300. Navnet hentyder til, at planten ofte vokser på stråtage. Den ansås for at beskytte huset mod lynnedslag, og en tæt bevoksning af husløg kan faktisk beskytte taget mod antændelse. Henrik Harpestreng: Tager man husløgsaft og smører det på betændte øjenlåg, da hjælper det meget. Henrik Smid: Hvis øjenlågene på grund af sår og betændelse klæber sammen, da skal man opløse dem med husløgsaft. Simon Paulli: Denne urt vokser her i disse lande såre mangfoldigen på landsbyen, thi den ikke alene gror på taget, men endogså øverst på rygåsen, så at den dermed så godt som skjules og bedækkes. Der bliver beredt udaf denne husløg en sirup, hvilken er god for denmem, som af de hidsige koldesyger ere besværede, at de sig nogenledes derpå kan læske.
HYLD, sort hyld, pilehyld, Sambucus nigra. Hjemmehørende i Danmark Henrik Harpestreng: Olie gjort af hyld, det heler skab og blegner og bylder inden i hovedet og åbner lukkede sår. Og drikker man hendes saft, da dur det mod spoleorm. Simon Paulli: Mod den faldende syge (epilepsi) skal man tage grene af pilehyld i september måned to dage før fuldmåne og skære dem i syv eller ni skiver, og derefter skal man sy dem ind i rødt lærred og hænge dem om halsen. Dette amuletum skal så længe blive hængendes om halsen indtil tråden af sig selv slides sønder. Den syge må ikke med bare hænder røre derved, men skal med en tang eller andre sådanne Instrumenter tage det og på en sådan sted det henkaste, hvor ingen kan komme til det.
ISOP, haveisop, lægeisop, kinkisop, Hyssopus officinalis. Indført i Danmark i 1100-tallet. Henrik Harpestreng: Koger man tørrefigen sammen med isop i honning, så hjælper det mod hoste og alle sygdomme i lungerne. Henrik Smid: Isop kogt i vin med honning og salvie er godt for dem som er faldet og som har indvendige skader.
JERNURT, isenhart, hovedurt, kranseurt, verbene, Verbena officinalis. Indført i Danmark i 300-tallet. Henrik Harpestreng: Drikker man saften ofte med vin, da hjælper den mod gulsot; knuser man planten og lægger på et bidsår, så hjælper det, men det skal gøres i fire dage. Chr. Pedersen: Jernurtrødder og roden af galdebær skal bindes om halsen på børn, der har faldesyge. Simon Paulli: Derfor skal man hvad enten man vil bruge plaster eller lud mod hovedpine altid bruge jernurt som ingrediens. Vi taler ikke om at den tilmed fæstner håret, så det ikke falder af.
JORDRØG, vild rude, feltrude, fumaria officinalis. Hjemmehørende i Danmark. Planten er fundet tæt ved Esrum Kloster, muligvis forvildet fra dyrkning i klosterhaven. Henrik Smid. Et afkog af planten er godt mod skab og udslet og renser blodet. Simon Paulli: Denne urt er af de velsignede medikamenter og lægedomme, men fordi den udi så stor mangfoldighed alle vegne findes holdes den ikke for nær så dyrebar som den er.
JULEROSE, nyserod, helleborus niger. Navnet er opstået fordi planten blomstrer i december måned. Planten er giftig. Giftstoffet virker afførende og påvirker hjertet. Simon Paulli: Kvaksalvere, badstuemænd og bartskærersvende skal tage sig vel i vare for denne lægedom og urt at de ej hendes rod, som fornemme og forfarne medici alene kan give de syge ind, således misbruge, at den bliver de syge til en forgift.
KALMUS, kalme, kalms, kalmerod, kalmusflæg, pæk, tatargræs, Acorus calamus. Indført i Danmark ca. 1200. Planten er hjemmehørende i Østasien og er bragt til Østeuropa med Djengis Kahns mongolhær. Den blev brugt som forebyggende medicin til heste, idet dens bitterstof hindrede at hestene blev syge, selv om de drak forurenet vand. Planten er bragt til Danmark fra Estland, hvor danske korsfarere i 1200-tallet er blevet opmærksomme på den. Chr. Pedersen: Om maven er forkølet og kold: Tag et lod kalmus og stød det og drik deraf tre eller fire gange med vand som er brændt af malurt; det varmer maven. Simon Paulli: Den er en overmåde skøn og god lægedom for dem der har en kold mave, hvorfor næppe noget bedre middel end denne kalmus er at finde mod koldesyge.
KAMILLE, kamelblomst, kamelblomme, matrem, lægematrem, moderurt, munkekrone, sødblomst, vellugtende kamille, Matricaria chamomilla. Naturligt forekommende i Danmark. Chr. Pedersen: Når der vokser blegner i hovedet, da skal man koge kamilleblomster i vand og vaske hovedet med dem; man må også vaske hovedet med eddike. Simon Paulli: Dampen fra denne matrem bruges også til at drive kvindernes tider med, hvilke langt over tiden fortøve og ikke vil flyde. Og når kvinderne det vil bruge, skal de sidde på hug med det ganske liv derover, at dampen som stiger op, kan komme ind i (liv)moderen, så at den svage og skrøbelige moder derved kan komme tilpas igen.
KARTEBOLLE, kardetidsel, kradsetidsel, kløkusse, ægte kartebolle, Dipsacus sativus. Indført i Danmark kort før 1400. Den gammeldanske lægebog: Imod lyske-, milt- og mavesygdomme, tag kartebollerod og knus det i vin og drik et kar deraf i ni dage. Henrik Smid: Bladene lagt på hovedet skal stille hjertesygdom. Saft af bladene dryppet i ørerne dræber ormene deri. Simon Paulli: Om man tager det vand, som findes nederst på bladene af kartetidslen, da er det godt til de pletter der kommner udi ansigtet, dersom de bliver dermed toene (vaskede). Ellers kan man snarere finde denne urt hos uldvævere og hos dem der væver klæde end hos apotekere.
KONGELYS, FILTET, kongekerte, betlerlys, lysebrand, uldurt, uldkrud, lammeøre, Verbascum thapsus. Indført i Danmark i 1200-tallet, påvist arkæologisk. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Simon Paulli: Kongelys eller lysebrand bliver højt agtet på apotekerne. Foruden de andre parter af planten er blomsterne meget værdsatte, idet man bruger dem såvel til at bortdrive vejr i livet som til at lindre den gyldne åres pine (hæmorroides-merter), såvel som også til at stille den smerte man haver, når man gør sit behov. Saft af blomsterne er et godt råd, som straks borttager de rynker som ere udi panden på de gamle piger.
KORBENDIKT, benedikturt, benediktinertidsel, velsignet tidsel, Cnicus benedictus. Indført i Danmark ca. 1400. Henrik Smid: Den knuste plante i vin drikkes mod flegma (sløvhed). Vinafkog stiller tarmvrid, er sveddrivende og opløser blæresten. Simon Paulli: Denne fornemme og berømte vækstes brug består fornemmeligen udi urten og frøet. Hendes åbenbare qualiteter ere, at den varmer og tørrer udi anden grad, tyndgør og åbner. Og at det vand som af Corbenedikt bliver destilleret haver en treffelig kraft er noksom vitterligt af den dreng historie, udi hvis hals var kommen en slange der han sov og gik ned i maven, så at de der til måtte bruge Corbenedikt-vand. Hvad sker her? Da drengen havde drukket Corbenedikt-vandet, gik slangen ud igen fra ham, hvorom hvem videre kundskab haver lyst at have kan læse udi Hieronimus Bock hans urtebog.
KORS-VORTEMÆLK, spring-vorteurt, springkorn, bugsmække, små purgerkorn, skideurt, Euphorbia lathyris. Indført i Danmark i 1200-tallet, arkæologisk påvist. Planten er giftig. Chr. Pedersen: Saften kogt med svinefedt og myrrha lægges på gamle bylder og kræftsår, blomster og knopper kogt med eddike, olie og smør lægges på spedalskhed. Henrik Smid: Saften af springkorn er skarpere end frøene og bladene, derfor skal man vogte sig for at indtage saften eller få den i øjnene.
KRANSBURRE, maru, marube, marreurt, markrubike, hvid rubike, blind nælde, Marubium vulgare. Indført i Danmark før 1300. Chr. Pedersen: Mod hævede mandler tager man blade af marube sammen med bynke-, rude- og salvie-blade og koger dem alle, hvorefter noget rosenolie tilsættes. Denne varme sovs holdes et stykke tid i munden eller skylles fire til seks gange op og ned gennem halsen. Simon Paulli: Hvid rubike anbefales til helbredelse af gammel vedholdende hoste og til at fremskynde kvindernes tider, som hver måned vil have deres flod og gang, ja også til uddrivelse af efterbyrden er den god.
KVAN, vandkvan, engelrod, engelskær, Archangelica officinalis. Navnet engelrod hentyder til at plantens helbredende egenskaber blev åbenbaret de fromme munke af englene. Det latinske navn archangelica betyder ærkeengel. Planten er naturligt hjemmehørende i Norden, hvor den allerede i vikingetiden spillede en stor rolle som nærings- og lægeplante. Henrik Harpestreng: Angelika er en udmærket rod. Den hjælper den som bærer den hos sig meget mod besværgelser, og den hjælper også, når den bliver spist om morgenen, mod gift indtaget i mad eller i drik, fordi den udjager den ved sin dyd. Simon Paulli: Efterdi angelika har en liflig og aromatisk smag og lugt bruger man den også til de kager, som man holder under tungen, så man kan præservere og forbevare dem mod pesten, der endnu er sunde, friske og ubefængte.
KULSUKKER, konsolida, kongsalverod, komfrey, radhel, benvel, valurt, stor vundurt, sortrod, læge-kulsukker, Symphytum officinale. Indført i Danmark ca. 1400. Planten er giftig. Simon Paulli: Af forskellige hændelser kan bevises, at planten har en overmåde stor kraft til at få kød til at vokse sammen, omendskønt det er delt udi flere stykker. Derfor satte en pige, som var fæstemø og med det første skulle giftes, sig i et vandbad beredt af denne under-urt, på det at hendes fæstemand ingenlunde skulle tvivle, at hun endnu havde sin mødom.
KVÆSURT, blodstiller, blodurt, bakkerod, vælsk pimpinelle, Sanguisorba officinalis. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Hun er god at æde om morgenen for vattersot, fordi hun tørrer og mildner med sin dyd. Simon Paulli: Hvad denne Pimpinelles kræfter og natur belanger, da er den af sin art kold. Den tørrer og binder og kan treffeligen bruges til flod, blodsot og alt for strenge tider (menstruation). Når den er stødt, da holdes den for det allerfornemste råd der kan være imod de sår som med en kniv er skårne i hænderne, at man kommer den der udi. Om sommeren, når den er grøn, plejer de som gerne drikker vin at misbruge samme urt, idet de ikke aleneste kommer den udi vinen og besynderlig den røde, på det at de kan gøre den velsmagendes og kølne hende, men endogså deres glas og bægre dermed bepryde og exornere. Men det skal de dog vide, at dersom de drikker for meget deraf, da må de om anden dagen vente sig stort hovedværk og ølsyge. Jævnfør Bellman: …rött vin med pimpinella och en nys skjuten beckasin.
LAVENDEL, levander, lavengel, ægte lavendel, smalbladet lavendel, Lavandula officinalis. Indført i Danmark i 1400-tallet. Henrik Smid: Lavendelblomster kogt i vin og drukket varmt gør at man bliver tissetrængende. Samme brug fremmer kvindernes tider. Simon Paulli: Det er et kvinderåd, som er forsøgt, at man tager fire eller fem lavendel-vipper, koger dem udi en pægl rhinsk eller fransk vin, og kommer så en skefulde honning derpå og giver siden de sygelige kvinder denne vin ind, nårsomhelst at fødslens tid tilstunder.
Løvstikke, livestik, lybstykke, lostykke, lovstikke, lovstilk, lubestok, lavnstok, lauster, Levisticum officinale. Indført i Danmark måske i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Løvstikke er hed og tør i tredie grad. Den får maden til at opløses og helbreder en lever, der er syg af kulde og væde. Henrik Smid: Løvstikke i mad fremmer fordøjelsen, stiller al indvortes smerte, fremmer tissetrangen og kvindernes månedlige tider. Simon Paulli: Det er meget gavnligt, at denne urt i pestens tid bliver ophængt for dørene og at man holder hendes rod udi munden og tygger derpå, på det at man ikke af den smitsomme sygdom pesten skal blive befængt.
MADONNALILJE, uskyldslilje, jakobslilje, st. ibslilje, gibslilje, brandskadelilje, Lilium candidum. Den hvide madonnalilje dyrkedes i klosterhaverne både som pryd- og lægeplante. Den hvide blomst blev brugt som symbol på jomfru Marias uskyld og renhed. Navnet jakobs- eller ibslilje hentyder til, at planten blomstrer på st. Jakobs dag d. 25. juli. Henrik Harpestreng: Stamper man liljerod med olivenolie er det godt at lægge på, hvis man er brændt af ild. Simon Paulli: Liljeolie er ligesom jordmoderens anden hånd til hvilken de henflyer nårsom de er hos nogen der er i barnsnød. De smører de sygelige kvinders lønlige steder med den at de kan blive slibberagtige og vides ud.
MALURT, havemalurt, brændevinsurt, vermut, Artemisia absinthium. Forekommer naturligt på Bornholm, tidligt indført i det øvrige Danmark som lægeplante. Henrik Harpestreng: Malurt kogt med gedemælk eller valle og drukket om morgenen renser på forunderlig måde maven og uddriver al råddenskab og onde væsker. Simon Paulli: Malurt er slughalse og drikkebrødre ganske kærkommen, thi når de om natten har tjent Bachus eller drukkenskabens gud ind til om morgenen, så kalder de på malurtevin, som skal fortage og fortørre dem fylleriet og gøre dem lystige og tidige til at få mad.
MARIETIDSEL, sempertineurt, sempertinefrø, sempertinekorn, hvidplettet tidsel, Silybum marianum. Indført i Danmark i 1100-tallet. De hvide pletter på bladene siges at være spor efter lidt mælk som jomfru Maria spildte da hun ammede Jesusbarnet. Henrik Harpestreng: Marietidsel stødt og lagt på ormebid drager edderen til sig af såret. Hvis en mand bærer marietidsels rod og blade hos sig, da flyr orme og slanger af vejen for ham. Simon Paulli: Det vand som af denne urt bliver destilleret, berømmes tit og ofte til brystets, lungens, leverens, miltens, nyrernes og livmoderens svagheder at kurere, såvel som til deres forstoppelser at åbne.
MARTSVIOL, tormånedsviol, lille viol, violet, vellugtende viol, Viola odorata. Indført i Danmark før 1300. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Henrik Smid: Tag tormånedsvioler og kom kogende vand på dem. Det samme vand hældes tre til fire gange på friske violer og lidt sukker kommes i det. Denne violsirup læsker den brændende koldesyge, holder bugen åben, styrker hjertet og stiller sidesting. Simon Paulli: Af den saft, som bliver udpresset af blomsterne tilberedes om foråret en sirup, som er god for brystsmerter og -hede. Tørrede violblomster plejer man at komme i en pose, som bliver anbragt på brystet lige ud for hjertet.
MATREM, havematrem, matremokseøje, moderurt, jomfruurt, bertram, pyretrum, febrifuga, Chrysanthemum parthenium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Planten er giftig. Henrik Harpestreng: Den der har ondt i tænderne skal tygge bertram, der er blandet med eddike og skylle og skvulpe med det i munden; det helbreder også en nedfalden drøbel. Den gammeldanske lægebog: Tag ligeledes febrifuga-saft og smør øjnene demed, da bliver de helbredt. Henrik Smid: Saften af matrem uddriver galden og ormene af livet.
MESTERROD, mesterurt, kejserurt, herrerod, ostris, astriks, astrans, storskærm, Peuceda-num ostruthium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Navnet sigter til usædvanlige medicinske egenskaber man tillagde denne plante.
Henrik Harpestreng: Knuses dens rødder med vin og drikkes det, helbreder det en syg lever for gulsot og opløser sten i blæren. Lægges den forneden på en kvinde, der er gravid med et dødt barn, da kommer det ud. Henrik Smid: Kogt i vin uddriver den ikke alene pisset, men også kvindernes tid (menstruation), stiller lændernes pine (iskias), gør at svedes, uddriver vattersoten og hjælper visselig den døde mand op i sadlen igen (kurerer impotens). Chr. Pedersens lægebog: For at en kvinde skal blive gravid, skal hun tage mesterurt, bynke og hjertensfryd og koge det sammen, og derefter skal hun vaske sig godt med denne suppe efter sin tid (menstruation), så bliver hun bekvem til at undfange.
MORGENFRUE, ringelblomme, ringkrave, morgenfro, solsikke, natlukker, Calendula officinalis. Ikke naturligt forekommende i Danmark, formodentlig indført af munkene som lægeplante. Henrik Harpestreng: Morgenfrue har gule blomster, som følger solens lys. Hvis den bliver kogt med eddike og drukket varm om morgenen uddriver den alle smerter i brystet eller trykken i hjertet og andre indre ansamlinger. Simon Paulli: Plantens brug består derudi, at den mod gulsot er tjenlig, såvel som også mod kvindernes tider, som ej vil flyde.
MYNTE, GRØN spids mynte, mynte med smalle blade, statat, sisenbrand, isenbrand, Mentha spicata. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Mynte er en høj urt og har en god lugt og har den dyd, at enhver der drikker den kogt med vin, han kan den dag ikke blive beruset af nogen drik. Ligeledes hvis den bliver kogt med vand og siet gennem klud og drukket stiller den fuldstændig kødets lyst. Og hvis den bliver lagt ved oste, hindrer den i et år, at de rådner. Den gammeldanske lægebog: Knus mynte i eddike og smør ansigtet dermed, det borttager hovedpine. Henrik Smid: Saften af krusemynte eller grøn mynte blandet med eddike standser blodspytning og opkastning, ligesom det dræber orme i maven. Simon Paulli: Den stund den er grøn og frisk, da kan den vel skynde til det naturlige værk (samleje), dog så at der ingen livsfrugt eller velsignelse følger efter.
MYNTE, KRUSE-, kruset mynte, kruset balsam, moderurt, moderblomst, Mentha piperita crispula. Indført i Danmark i 1400-tallet. Christiern Pedersen: Tag majoran og krusemynte og kog dem i vin eller øl og drik det, for det varmer den forkølede mave. Simon Paulli: Krusemynte stiller hikken, opkastning, kolera og hovedpine. Dersom brysterne er fulde af mælk og næsten sprænges deraf, da lindrer urten brystsmerterne.
MYNTE, POLEJ-, polejmynte, polej, vandpolej, Mentha pulegium. Indført i Danmark i 1200-tallet. Henrik Harpestreng: Spiser gravid kone ofte polejmynte, må hun føde et dødt barn. Simon Paulli: Den varmer og tyndgør og er meget god til at drive kvindernes tider og til at fremme fødsler. Usundt vand kan gøres sundt med polej, hvis denne lægges i vandet, opblødes deri og senere frasis. Der er også nogle som mener, at røgen som polej giver fra sig når den brændes fordriver lopper.
NYSEROD, GRØN, svinerod, pestrod, lungerod, vrangkrudt, grøn julerose, Helleborus viridis. Indført i Danmark i 1500-tallet. Planten er giftig. Simon Paulli: To slags nyserødder vokser i vor haver, dog er de ikke lige almindelige, thi den uægte (H. viridis) ses mest i landsbyerne og i præstegårdshaver; den ægte (H. niger) mest i fornemme haver i København.
OKSETUNGE, nødetunge, blåsøde, sødblomst, svenske husarer, svenskere, læge-oksetunge, Anchusa officinalis. I Danmark er planten påvist arkæologisk fra 1000-1100-tallet. Nu helt naturaliseret. Henrik Harpestreng: Drikker man vin, hvori planten er kogt, gør det hjernen god til at huske; og fra lungerne forsvinder alt der kan være dem skadeligt. Simon Paulli: Af denne oksetunges blomster beredes og præpareres der et conserva, hvilket er synderligt nyttigt, når hjertet slår for hårdt. Ligeledes når nogen er melankolsk såvel som og udi grasserende pestilenses tid. Og der skal bruges så meget som en valnød stor er.
PASTINAK, pistinak, bastenak, more, morrod, barkanne, brakanneurt, Pastinaca sativa. Sandsynligvis indført i Danmark i senmiddelalderen. Henrik Harpestreng: Om man æder meget pastinak får man kvindelyst. Henrik Smid: Kokkene i stegersene kender pastinakker bedre end apotekerne. De er gode som mad til dem der gør svært arbejde. Frøene bruges til lægedom. Simon Paulli: Disse pastinackel-rødder tilskynde ikke i ringe måde til det naturlige værk og gerning, så at de som plage sig selv med faste og andet deslige såsom munke og nonner i klostre, dem er disse rødder slet intet nyttige og gavnlige.
PEBERROD, peberroe, mirredikke, almindelig peberrod, Armoracia rusticana. Indført i Danmark i 1200-tallet. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Henrik Harpestreng: For under sygdom at fremme mulighederne for at kaste op kan man spise peberrod, kardemomme, løv af sennep, agerkål eller karse. Simon Paulli: Revet og kogt er roden af peberrod god til indvendig - og udvendigt lagt på skambenet - at fjerne blæresten. Desuden er den, først skåret i terninger, så udblødt i vin, overmåde god for dem der lider af skørbug.
REJNFAN, ALMINDELIG, renfane, regnfand, rejnfarre, rønfær, guldknap, møllerknap, ormekrud, maddikeblomst, loppeurt, Tanacetum vulgare, Chrysanthemum tanacetum. Oprindelig i Danmark, tidligt indsamlet som orme- og loppemiddel. Simon Paulli: Regnfarnsurt er overmåde bekvem til at uddrive det vejr (luft) som er udi livet, dersom man den koger udi vin og kommer den i en pose og lægger den varm på bugen.
RUDE, haverude, vild rude, tam rude, vinrude, lille ruder, rød ruder, Ruta graveolens. Arkæologisk påvist i Skåne fra 110-tallet. Henrik Harpestreng: Rude er en nyttig og ædel urt. Den har den dyd, at den spist om morgenen fordriver øjnenes mørke og tåge. Spist af mænd formindsker rude kødets lyst, og spist af kvinder forøger den elskov. Ligeledes spist om morgenen tillader den ikke spedalskhed at vokse i mennesket. Simon Paulli: Rude skal alle kloster- og ordensfolk bruge som vil leve kydskelig, i deres spise og drik. Men de planter og sår ofte meget hellere udi deres haver artiskokker, selleri, asparges, persille og deslige urter end denne rude. Hvad årsagen dertil er kan jeg ikke vide og vil intet tale derom, ikke heller hvortil de bruger sevenbom.(De nævnte planter ansås for at stimulere lysten, og sevenbom blev brugt som abortfremkaldende middel.)
SALVIE, LÆGE-, salvaja, lådden salvie, havesalvie, Salvia officinalis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Salvie er en ædel urt. Læg knust salvie på sår der bløder stærkt, så stilles blødningen. Drikker man salviesaft med vin, hjælper det mod gammel hoste. Ligeledes salvie bestrøet med salt og spist i vin lader ikke bylder vokse i mennesket. Derfor siger Galenos (oldgræsk læge): hvorfor skal mennesket dø, når salvie vokser i haven? Henrik Smid: Salvie drukket styrker legemet som helhed, idet det uddriver al gift og blødgør hoste, stiller sidesting, fremmer vandladningen, kvindernes menstruationstid og efterbyrden eller den anden fødsel.
SAR, HAVE-, saderie, havesaturej, bønneurt, kønnel, Satureja hortensis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet, påvist arkæologisk. Henrik Smid: Kød og fisk krydret med sar giver appetit, styrker maven, fremmer de naturlige lyster. Simon Paulli: Kan erstatte peber og bruges især til krydring af fisk.
SENNEP, gul sennep, hvid sennep, engelsk sennep, mustert, Sinapis alba. Indført i Danmark i 700-tallet. Henrik Harpestreng: Hvis nogen bliver afsindig, hvilket plejer at komme af for stærk hovedpine, tag sennep og honning af bikage og æggeblomme og bynkefrø og stød det med vin og laurbær og gør derefter et plaster. Lad hans hoved rage og bind det om med en klud og læg ham til sengs. Dette skal gøres i tre dag, og med Guds hjælp vil han blive helbredet.
SKARNTYDE, plettet skarntyde, odurt, gifttyde, hundekeks, Conium maculatum. Indført i Danmark kort efter år 0. Planten er fundet forvildet ved Esrum Kloster. Skarntyde er meget giftig. Henrik Harpestreng: Stamper man hende og lægger hende på mandens lem, da forsvinder lysten til kvinder, og det ødelægger den sæd der skal føde børn. Christiern Pedersen: Smør dine stene og hemmelige ting med skarntydesaft, så skal du selv fornemme at den lyst vil forsvinde snart. Henrik Smid: Denne urt tjener bedst det renlivede og kyske klosterfolk, hun er munkenes og nonnernes urt. Når hun af dem bruges, kan de leve kyskelig.
SLANGEROD, hulurtrod, hulrod, osterluzsi, osterlei, stodderurt, Aristolochia clematitis. Indført i Danmark i 11-1200-tallet. Henrik Harpestreng: Slangerod er en meget nyttig rod. Hvis den bliver stødt og bundet på et slangebid, tvinger den straks giften til at gå ud af såret. Ligeledes enhver som bærer den hos sig på vejen, fra ham flygter alle slanger, og hvis der er noget giftigt, flygter det straks af vejen.
SLANGEURT, serpentin, tvestiurt, tvevreden pileurt, Polygonum bistorta. Indført i Danmark ca. 1400. Rodstokkens lighed med en slangekrop er anledningen til navnet. Simon Paulli 1648: God til at stille blødning med, og særlig er den tjenlig som middel mod blodsot hos pestsyge. Også god for betændt tandkød og mod løse tænder.
STOLT HENRIKS GÅSEFOD, gode henrik, algode, vild spinat, tudseurt, smørskræppe, Chenopodium bonus-henricus. Indført i Danmark i 1100-tallet, påvist arkæologisk. Planten er giftig. Simon Paulli: Hele urten kan med held bruges som et plaster til afhjælpning af den smerte, som forårsages af podagra. Indvortes bliver den her i landet ikke brugt, da man har andre urter der oftere er forsøgt. Men i andre lande bliver den brugt som køkkenurt. Planten er vistnok anvendt mod forskellige "dæmoniske" sygedomme. Navnet er sat i forbindelse med overtro om venlige kobolde og bjergtrolde, der ofte kaldes Heinz eller Heinrich, og om hvem der fortaltes at de var udstyret med gåsefødder.
SVALEROD, svaleurt, giftrod, hundedræber, hvid svalerod, Vincetoxicum hirundinaria. Naturligt hjemmehørende i Danmark. Planten er giftig. Simon Paulli: Hvad svalerods rødder angår, da er de varme og tørre, og de er gode mod pest og forgiftige dyrs bid. Mod vattersot bruger man plantens rødder, som koges i vin, der inddampes til en trediedel. Drikken indtages så varm at man kommer til at svede. Denne kur er også god mod gulsot.
SVALEURT, selidonie, øjengræs, fnaturt, brændeurt, Chelidonium majus. Påvist arkæologisk fra tidligt i 1200-tallet. Planten er giftig. Henrik Harpestreng: Den blomstrende plante koges med honning i et kobberkar. Når væsken er tyktflydende, smøres de dårlige øjne ofte med den. Knuses rødderne i eddike, er det godt mod gulsot. Drikker man vin, hvori bladene er knust, hjælper det mod tandpine. Den gammeldanske lægebog: Mod blindhed tag saften af selidonie sammen med fennikel, krokus og aloe. Bland dem og dryp det i øjnene. Simon Paulli: Mod fnat og skurv bruges den således: man tager roden af denne urt, koger den udi vand og vasker det sårede og skurvede hoved eller lem derudi, så tørres sårene, afskalles og går bort.
SÆBEURT, flæskeurt, skræddernellike, høstnellike, hovmodsblomster, Saponaria officinalis. Påvist arkæologisk fra 900-tallet på øen Sild. Simon Paulli: Sæbeurt er ikkun en ringe og foragtelig urt, men der er dog en eller to læger, som anbefaler den til franzoser eller pokker (udslet ved kønssygdomme) at borttage. Ellers giver hendes danske såvel som også latinske navn en ikke ringe ting tilkende, at den til skarn på hænderne og andensteds at afvaske ikke er ubekvem, men snarere meget tjenlig og god.
SØDSKÆRM, spansk kørvel, aniskål, anis, Myrrhis odorata. Indført i Danmark i 1200-tallet. Fundet forvildet ved Esrum kloster. Henrik Harpestreng: Den afhjælper vejr i maven og helbreder syg milt og lever. Den øger kvindens mælk og vækker mandens lyst til kvinder. Henrik Smid: Anis er god for vattersotige, thi den åbner leveren, øger tissetrangen, slukker tørst, afhjælper mavens oppustethed, når planten er kogt i vin, og varme poser lagt på maven.
TANDBÆGER, sort marube, rubike, stor stinkende andorn, døvnælde, Ballota nigra. Indført i Danmark før 1400. Den gammeldanske lægebog: Mod hoste tag planten og kog den i vand og drik det. Simon Paulli: Mod gammel og vedholdende hoste bruges sirup gjort af rubike, ligesom denne bruges mod forsinket menstruation og til uddrivning af efterbyrden.
TIMIAN, HAVE-, pølseurt, tam timian, lille timian, dansk timian, Thymus vulgaris. Indført i Danmark ca. 1400. Henrik Smid: Timian kogt i vin er god for stakåndethed, den uddriver orme, levret blod, ligesom kvinders menstruation, efterbyrd og dødfødte børn. Udvortes fjerner den brune og blå mærker under huden, når den eddikeblandede plante bliver lagt på som et plaster. Simon Paulli: Den almindelige timian, som her hos os vokser, bruges til kvindebad for dermed at fremlokke deres månedstider.
VALMUE, opiumsvalmue, hvid valmue, mannekop, Papaver somniferum. Indført i Danmark 2-300 år før år 0. Henrik Harpestreng: Valmuefrø bruges når man ikke kan sove, idet man knuser dem og smører ansigtet med dem. Knuses planten og blandes med havremel i mælk giver den søvn. Drikkes et bæger valmuenælk har man ikke kødets lyst i tre dage. Ligeledes hvis nogen spiser øjentrøstrod fastende i tre dage med valmuemælk, har han ikke kødets lyst i otte dage. Henrik Smid: Urolige mennesker som ikke kan sove lægger et plaster med afkog af planten på pande og tindinger. Simon Paulli: Nogle ammers slemme vane bør ingenlunde tilstedes, som imod forældrenes vilje tager enten frøet af denne valmue eller en sirup beredt deraf og indgiver børnene, når de ikke kan holde ud, at børnene skriger og skråler, ikke så meget for at børnene kan komme til rolighed, som for at de selv kan komme til at sove og snorke. Det kan ofte hænde sig, at børnene falder så dybt i søvn, at de kvæles og dør og derved bedrøve deres gode og kære forældre.
