Vandmølle
Esrum Møllegårds historie
Der har været vandmølle ved Esrum Møllegård siden munkene etablerede den første vandmølle efter deres ankomst i midten af 1100-tallet.
1536:
I forbindelse med reformationen år 1536 blev møllevæsenet ved Esrum Kloster nedlagt og flyttet til der hvor møllen ligger i dag.
1605:
Det første skriftlige vidnesbyrd om møllens nye placering er et Åbent brev dateret 30. marts 1605, om at kongen (Kong Christian d. IV) har sluttet Kontrakt med Falentin Graver om udførelsen af forskellige arbejder:
"Han skal på egen Bekostning lade grave en Grøft fra Esserom Sø ned til Møllen, hvilken Grøft skal være 366 Roder lang (1.800 meter), 10 Al. bred (6,3 meter) og 3 Al. dyb (1,9 meter), og kaste al Jorden op til den Side imod mosen. Endvidere skal han lave en Sluse ved Møllen og paa hver Side af Slusen en Havn, hvori man kan lægge 2 Baade; Slusen skal være med 2 skodder. Kongen skal skaffe ham saa meget Tømmer og Jærn, som der behøves hertil. Dernæst skal han inde i Søen udenfor Møllegrøften lade lave 4 Stenkister, hver 12 fødder bred og saa lang, som han kan faa Træ dertil, hvortil Kongen skal skaffe ham Tømmer, Jærnbolter og Sten. Endvidere skal han lave en Grøft, 100 Roder lang, 6 Al. bred og 3 Al. dyb, fra den gamle Aa igennem klosteret. I den store Grøft fra Søen til Møllen skal han paa Siderne lave det saaledes med Vaser, at Sandet ikke falder fra oven ned i Grøften igen. For dette Arbejde skal han ialt have 450 Dlr., hvilke Brede Rantzau, Statsholder på Københavns Slot, skal betale ham, efterhaanden som Arbejdet skrider frem, dog maa den sidste Rest ikke betales ham, førend Arbejdet er helt færdigt".
1679:
Resens Danske Atlas viser Esrum Vandmølle på samme sted som nu.
ca. 1790:
Et maleri af Esrum Møllegård viser selve møllebygningen stod i rå mursten og at klosteret på det tidspunkt var hvidmalet.
1843:
2 nye vandhjul indlægges i møllen.
1854:
Nyopførsel af Esrum Vandmølle
ca. 1869:
Møllen nedbrænder.
1869:
Møllen bygges om efter branden. Møllen har et mellemfaldshjul.
1870:
Der anskaffes en el-generator, der fungerer indtil 1940. Mellemfaldshjulet forsvinder.
1913:
Den nuværende turbine indlægges.
1917 og 1919:
Savskæreriet nedlægges og i 1919 udvides elværket med en dieselmotor.
1937:
Mølleriet består af 2 skråkværne, 1 grovkværn, 1 sigte og en knusemaskine. Kapaciteten er 6-7 tønder korn i timen. Årligt males omkring 3.000 tønder bønderkorn i op til 100 tønder om dagen.
1940:
El-produktionen nedlægges.
1967:
Kornmølleriet kører for sidste gang i almindelig drift.
1982:
Esrum Møllegård tilbagekøbes af staten ved Miljø- og Energiministeriet.
1991:
Esrum Møllegård istandsættes af Miljø- og Energiministeriet v. Frederiksborg Statsskovdistrikt og udlejes til Frederiksborg Amt.
1992:
Den 14. august åbner Esrum Møllegård med Naturcenter, Miljøskole og udstilling. Vandmøllen genåbner og på særlige Åbent Hus dage i løbet af året kan man se, og høre, møllen male mel.
Esrum Møllegård - Center for Natur & Miljø og Open Road, der er et revaliderings- og uddannelsestilbud og den økologiske café, udfylder i dag de smukke rammer.
1998:
Zentropa Film optager Morten Korch film og omdøber midlertidigt Esrum Møllegård til Ringmøllen. Det var spændende at overvære et stort filmhold forvandle vores bygninger og området til at skulle ligne en faldefærdig gård fra 1950'erne. Se billederne til højre.
2000:
Esrum Møllegård bliver lagt sammen med Esrum Kloster i Fonden Esrum Kloster og Møllegård. Denne sammenlægning giver større mulighed for at udvikle de kulturelle aspekter i undervisningen.
2003:
Den 11. november får Esrum Kloster og Esrum Møllegård fælles telefonnummer.
2004:
Esrum Møllegårds hovedbygning får lagt nyt stråtag. Et flot gammelt håndværk.
2004 - juni :
Esrum Vandmølle søger møllersvende til at danne et Møllelaug. Ring 48 36 04 00 hvis du har lyst til at deltage i pasning af mølleværket og hjælpe med arrangementer hvori møllen indgår.
