Cistercienserne
Cistercienserordenen opstod som protest mod en tiltagende slaphed i benediktinerordenen. Bruddet skete i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cîteaux. Den personlighed, der fik størst betydning for den nye ordning, var den hellige Bernhard. Han blev som ung optaget i Cîteaux og grundlagde siden selv et kloster i Clairvaux i 1115. Reaktionen mod benediktinerne var almindelig, og i kraft af Bernhards dynamiske og karismatiske væsen fik den nye orden stor udbredelse. Allerede inden Bernhards død i 1153 var der grundlagt 68 datterklostre over hele Europa, som udsprang fra Clairvaux, deriblandt Esrum. De mange klostre blev igen stammødre til adskillige andre, og ved reformationen var det samlede antal ca. 730.De mange klostre var i alle henseender indrettet efter et fast koncept, der ikke tillod store afvigelser. Det gjaldt klosterbygningen, dagrytmen, kosten og messebøgerne, så en cisterciensermunk kunne flytte fra et land til et andet, hvad der hyppigt skete, uden at opleve nogen særlig forskel. Enheden blev styrket ved de årlige generalkapitler i Cîteaux, hvortil alle abbeder - i hvert fald i begyndelsen - havde mødepligt, og hvis afgørelser løbende regulerede forholdene i samtlige klostre.
Det store netværk af cistercienserklostre, der dækkede hele Europa, fik med sin standardisering, sin intense kommunikation og med fællessproget latin afgørende betydning for dannelsen af en europæisk identitet. Der var i begyndelsen af middelalderen ikke fælles europæisk enighed om ret meget, heller ikke rent praktiske forhold. Fx fejrede man o.1200 nytår på seks forskellige tidspunkter, og det var usikkert, hvilket år man gik ind i, så blot at tidsfæste en begivenhed eller aftale et møde har været et problem. Cistercienserne brugte den samme kalender i hele Europa, og deres internationale orientering har på dette som på andre områder bidraget til at skabe en europæisk bevidsthed.
Cisterciensernes livsstil
Cisterciensernes oprindelse som protestbevægelse mod benediktinernes manglende evne til at efterleve klosterreglen og deres hang til pragtudfoldelse og luksus kom naturligvis til at præge ordenen, hvis livsstil kan karakteriseres med ordene enkelhed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed.
Først og fremmest tog cistercienserne Benedikts påbud om manuelt arbejde alvorligt. Munkene skulle leve af deres hænders arbejde, "ligesom vore fædre og apostlene", og dyrkningen af jorden var en hellig pligt. I krøniken fra Øm Kloster, en datterdatter af Esrum, er der et sted, som viser synet på arbejdet. Det siges om biskop Sven, klostrets velgører og beskytter, at "hvis han mødte brødrene på vej til arbejdet eller på vej tilbage fra det, så gik han til side med de ord, at han ikke var værdig til at møde dem, som Guds engle holdt vagt for og færdedes iblandt. Men var han til hest og ikke kunne undvige uden at vende om, så steg han af og alle med ham, indtil brødrene var gået forbi."
En form for arbejde, som cistercienserne havde særlig forkærlighed og talent for, var brugen af vandkraft. Cistercienserne var ofte rene virtuoser, når det drejede sig om dæmninger, opstemninger, vandmøller og kanaler, og deres klostre er næsten altid anlagt i lavtliggende områder med mulighed for konstruktioner af den art.
Cisterciensernes arkitektur er enkel og funktionsbestemt, med rene murflader uden mange forsiringer. Kirkerne har ikke tårne, men blot en simpel tagrytter, og et fælles byggeprogram sikrede, at man ikke lokalt hengav sig til eksperimenter. Fællespræget blev yderligere sikret ved, at udsendte arkitekter og konsulenter medvirkede ved de store klosterbyggerier.
I løbet af middelalderen kan man se et vist forfald i cisterciensernes livsstil. Det legemlige arbejde overgår mere og mere til lægbrødre og endog til fæstebønder, hvad der ikke var tilladt i begyndelsen, og abbedens status som den bedste blandt ligemænd ændres. I begyndelsen deltog han på lige fod med de andre i markarbejdet, og han sov nærmest ved døren i sovesalen og var den første der stod op til midnatsmessen. Ved middelalderens slutning bor han i sit eget hus lidt fra klostret, med egen husholdning og eget bibliotek.
Udviklingen førte senere til, at ordenen blev ramt af samme skæbne som benediktinerne, nemlig at en reformbevægelse, trappisterne, vendte tilbage til en strengere iagttagelse af Benedikts regel. Trappisterne grundlagde dog ikke en ny orden, men er i dag at betragte som cisterciensere af en mere strikt observans. De overholder bl.a. det oprindelige påbud om at undgå al overflødig samtale.
Cistercienserordenen begyndte som en munkeorden, men ret tidligt kom ordenen til også at omfatte nonneklostre, der dog i middelalderen altid havde en sekundær stilling i forhold til mandsklostrene.
Cistercienserklostrets døgnrytme
Munkene opdelte døgnet ved hjælp af otte tidebønner - en om natten og syv om dagen. Tidebønnernes navne stammer fra romernes tidsinddeling. Dagen består af tolv lige store timer fra solopgang til solnedgang, således at timernes længde varierer efter årets gang. Et døgn bestod i reglen af seks timers søvn, seks timers praktisk arbejde, fem timers læsning og syv timers kortjeneste i kirken. Lægbrødrene deltog ikke i de mange timers bøn, men kunne gå direkte til deres arbejde om morgenen og afholde korte tidebønner på deres arbejdssted.
De faste tidebønner er:
MATUTIN (kl. 2 om natten): Munkene går fra sovesalen, hvor de sover fuldt påklædt, ned i kirken. Der synges bl.a. en række af Davids salmer, som munkene skulle kunne udenad. Den første tidebøn kan vare flere timer.
LAUDES: Finder sted ved solopgang og overværes af klostrets øvrige beboere.
PRIM: Efter laudes er der tid til et hastigt morgentoilette ved klosterbrønden, inden munkene igen samles til tidebøn, der nu efterfølges af dagens første messe. Herefter går munkene til kapitelsalen, hvor de påhører oplæsningen af et kapitel af Benedikts klosterregel, beder for afdøde brødre og bekender deres synder. Når munkene forlader kapitelsalen, begynder dagens praktiske arbejde.
TERTS: Tidebøn efterfulgt af højmesse.
SEXT: Tidebøn når solen står højest på himlen. Derefter dagens første måltid og en times hvil, dog kun om sommeren, når dagene er lange.
NON: Tidebøn i dagens niende time efter solopgang.
VESPER: Tidebøn ved solnedgang. Derefter et let aftensmåltid.
COMPLETORIUM: Dagens sidste tidebøn. Derefter går munkene op ad trappen til dormitoriet til seks - syv timers søvn.
Cistercienserklostrets organisation
PAVEN og GENERALKAPITLET: er de to øverste led i cisterciensernes myndighedshierarki. De enkelte klostre modtager deres instrukser herfra og er ikke underlagt lokale biskoppelige eller royale myndigheder.
PATER ABBAS: Abbeden fra moderklostret, der tilser datterklostret en gang hvert år og bl.a. forestår valget af ny abbed blandt munkene.
ABBED: Klostrets leder og ansvarlige. Han vælges i reglen af og blandt munkene. Abbeden skal være fyldt 24 år og må ikke have "drengeansigt". Alle klostrets beboere lover ham ubetinget lydighed.
MUNK: Drenge med god uddannelse og fra velstående familier kan som 18-årige optages som novicer i et cistercienserkloster. Efter et års novicetid kan de aflægge munkeløftet.
Særlige hverv inden for klostret:
PRIOR: Abbedens stedfortræder.
SAKRISTAN: Ansvarlig for kirketjenesten.
CELLARIUS: Ansvarlig for klostrets forråd, ejendom m.v.
NOVICEMESTER: Ansvarlig for novicerne.
LÆGBRØDRE: Jævne folk, der ikke kunne læse eller skrive, kunne efter et års prøvetid optages i klostret som lægbrødre. De aflagde løfte om lydighed, omvendelse og stedbundethed. De bar brun kutte og skulle ikke barberes eller kronrages. Deres vigtigste arbejdsområder var dyrkning af jorden, pasning af husdyr, dambrug samt forskellige håndværk. De kaldtes barbati (skæggede) eller conversi (omvendte).
FAMILIARES: Mennesker, der havde foræret klostret al deres ejendom og derefter arbejdede for klostret uden løn. Til gengæld blev de forsørget resten af deres liv. De blev, ligesom lægbrødrene, optaget i munkenes forbøn og begravet i indviet jord.
